Studier viser, at et element af held og tilfældighed er afgørende for, om handlinger anses som intelligente – både i en computeres algoritmer og på direktionsgangen.
Som ung computernørd forsøgte jeg for mange år siden at programmere et simpelt spil fire-på-stribe.
Dengang havde jeg ikke forståelse for, hvordan man programmerede den spil-logik, der skulle til, for at computeren kunne vælge de mest optimale træk.
Så når det var computerens tur til at spille, virkede dens handlinger ofte dybt uforudsigelige og skiftede mellem at være ekstremt fremsynede for derefter at være stupide og selvdestruktive.
Senere fik jeg hjælp til at udvikle spillet efter korrekte matematiske principper, således at computeren valgte den mest optimale handling ved at tænke flere træk frem.
Til min store overraskelse viste det sig nu, at computeren blev nemmere at slå, da dens træk nu var fuldt ud forudsigelige.
Ikke nok med det – spillet blev også utroligt kedeligt.
Det fik mig dengang til at tænke over, hvordan det tilfældige kan fremstå som intelligent adfærd.
Jeg fandt senere ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde gjort den observation.