Militæret er ofte den første bruger af ny teknologi og også ofte den første udvikler af nye løsninger. For eksempel har udviklingen af computeren i høj grad været drevet af militære formål – fra beregning af ballistiske baner til dechifrering af nazi-koder.
Heldigvis bliver mange opfindelser, som er blevet brugt første gang i militær sammenhæng, senere hen en del af den civile industri og havner i kommercielle produkter til gavn for os alle. Helt aktuelt er udviklingen af førerløse biler oprindeligt et militært projekt, der om få år forventes at kunne nedbringe antallet af dræbte i trafikken markant.
Prisen for og udviklingen af moderne robotter bliver til stadighed mere interessant for militæret. Formålet er helt eller delvist at erstatte soldater, og de senere år er der sket en kraftig vækst i brugen af robotter i specielt det amerikanske militær. De militære fordele er indlysende; robotter gør altid, hvad de får besked på, reagerer ikke på, at sidemanden har fået skudt hovedet af, frygter intet og er groft sagt billigere at erstatte end menneskeliv. Militæret er dybest set en forretning, hvor det gælder om at få størst mulig militær indflydelse for færrest mulige penge, og her er robotter og ubemandet teknologi den nye vej frem.
Selvom robotter til militæret virker som en ny idé, var både Thomas A. Edison og Nikola Tesla blandt de første til at tænkte på robotlignende maskiner til militære applikationer. Begge arbejdede på transmission af elektricitet og eksperimenterede med radiostyrede enheder, og Tesla var den første til at præsentere en fjernstyret torpedo til det amerikanske militær i 1907. Ideen blev dog blev pure afvist, hvilket i øvrigt også skete for brødrene Wright, da de to år senere forsøgte at sælge deres tilsyneladende latterlige idé om en ”flyvende maskine”.
I Tyskland havde man åbenbart færre betænkeligheder – i hvert fald var Tyskland det første land til at bruge fjernstyrede våben i større skala. Under 1. verdenskrig beskyttede de deres linjer på havet med ubemandede både, der var fyldt med sprængstof. Bådene benyttede sig af Tesla’s radiokontrol, idet en operatør fjernstyrede skibene fra et kontroltårn.
Under 2. verdenskrig var Tyskland igen pionerer inden for brugen af robotenheder, og deres landbaserede Goliath er en af de bedst kendte. Den havde størrelse med en gokart og blev fjernstyret imod fjendens tanks og bunkers.
På mange områder haltede de allierede teknologisk set efter tyskerne under 2. verdenskrig, men i 1944 igangsatte man operation Aphrodite. Det gik ud på at laste et militærfly med det højeksplosive (men ustabile) sprængstof Torpex. Flyet skulle styres manuelt den første del af tiden, men derefter skulle piloterne springe ud med faldskærm, hvorefter flyet blev fjernstyret det sidste stykke mod sin destination. Projektet var en slags forløber for nutidens droneoperationer, men operationen gik fuldstændig galt og kostede blandt andet John F. Kennedys storebror (Joe Kennedy) livet.
Den slags erfaringer gjorde, at USA’s militære indsats inden for droner og robotter blev neddroslet i en årrække. Imens fortsatte satsningen på udviklingen af computere, der bl.a. havde vist sig at være brugbare til at knække tyskernes kodemaskine ENIGMA.
I dag bliver meget militær forskning, herunder i robotter og autonome fartøjer, sponsoreret af DARPA (The Defense Advanced Research Projects Agency), der er et organ unders USA’s militær med ansvar for udvikling af ny teknologi. DARPA har historisk set været med at til udvikle en række teknologier, som har haft stor indflydelse på verden, heriblandt den oprindelige udvikling af internettet – det såkaldte Darpanet.
DARPA blev skabt i 1958 af præsident Eisenhower med det formål at udføre forskning og udvikle projekter, som var på forkant med, hvad militæret krævede. Det var oprindeligt et modsvar til, at Sovjet opsendte Sputnik 1 i 1957, og DARPA’s mission var at sikre, at det amerikanske militær blev mere sofistikeret end nationens potentielle fjender. Udover at finansiere forskning direkte arrangerer DARPA en række konkurrencer, der ofte viser sig at have overraskende store gennemslagskraft. Blandt andet er udviklingen af den førerløse bil udspringet af en Darpa-konkurrence.
I starten af det 21. århundrede kom robotter og anden ubemandet teknologi langsomt ind i den militære varme igen. Til dels på grund ad forbedret teknologi, men til dels også på grund af kraftige nedskæringer I forsvarsbudgettet, der krævede, at man kiggede på nye løsninger. Et springende punkt var i februar 2000, da det amerikanske senat befalede, at en tredjedel af alle angreb bag fjendens linjer skulle være af ubemandede fly i 2010, og en tredjedel af alle landbaserede køretøjer skulle være uden fører i 2015.
Målsætningen om at øge brugen af ubemandet teknologi blev delvist ændret efter terrorangrebet d. 11. september 2001, hvor USA indsatte landtropper i Afghanistan og forsvarsbudgettet igen blev kraftigt forøget til over 515 milliarder dollars. Ikke desto mindre bliver en stor del af USA’s forsvarsbudget brugt til forskning i ny teknologi – specielt ubemandet teknologi. Og modsat tidligere skal de militære indkøbere som udgangspunkt købe ubemandet udstyr og komme med en redegørelse, hvis de ikke gør. På samme måde som 1. og 2. verdenskrig accelererede udviklingen af blandt andet computere, biler og fly, har krigen mod terror accelereret udviklingen af robotter.
Da USA gik ind i Irak i 2004, var det som udgangspunkt uden brug af en eneste mobil robot. I slutningen af 2004 var antallet oppe på 150 robotter, i 2005 på 2400 og i 2008 omkring 12.000 robotter. En af de mest populære mobile robotter til militæret er PackBot fra iRobot Corporation (samme firma der laver robotstøvsugeren Roomba). PackBot er en af de mest succesfulde kamp-testede robotter i verden og er solgt i over 4500 eksemplarer.
Den populære militære robot Packbot fra iRobot
PackBot bliver blandt andet brugt til at demontere bomber, til overvågning, rekognoscering og en bred vifte af andre formål. Blandt andet bliver mere end 2000 stk. brugt i Afghanistan og Irak, og PackBot blev også brugt i Fukushima-atomkraftanlægget efter jordskælvet i 2011. PackBot kan gå op og ned af trapper, navigere i smalle passager, transmittere video, lyd og sensor-data, mens operatøren er på sikker afstand. Robotten kan monteres med forskellige pakker alt efter formål, og man kan blandt andet skifte imellem mine-detektor, kemisk og biologisk sensor eller bare ekstra batteri. Robotten kan også påmonteres en arm med et præcist kamera og en griber. PackBot havde sin debut efter 11. september, da alle fly blev holdt på jorden, og ingeniørerne fra iRobot lastede deres biler og kørte til New York for at hjælpe til på Ground Zero. Umiddelbart efter købte det amerikanske militær de første PackBots, der blev brugt til at inspicere huler i Afghanistan. PackBot blev hurtigt så populær, at salget voksede med 60 procent om året de efterfølgende år.
Robotten SWORD, udviklet af Foster-Miller, er en noget mere aggressiv mobil robot, der i stedet for en arm med en griber kan påmonteres en række forskellige våben. For eksempel maskingevær eller granatkaster. Modsat PackBot har SWORD ikke indbygget systemer til navigation, og den skal fjernstyres via radio eller optisk fiberkabel. Fjernbetjeningen minder om betjeningen af en Nintendo Game-Boy, og operatøren kan se via fem kameraer, der er monteret på robotten, herunder et kamera med sigtekorn og et kamera med 360 graders udsyn. Med robotten kan soldater altså arbejde, som havde de øjne i nakken, men de kan også se et navneskilt på 400 meters afstand om natten. Da soldaten ikke længere skal holde sit våben med armen, rammer robotten ekstremt præcist, samtidig med at den ikke bliver påvirket at befinde sig i kampzone. SWORD er specielt velegnet til at kæmpe i byer, hvor den kan bruges i bygninger, og robotten kan endda køre under vand.
Krigen mod terror accelererede udviklingen af USA’s kontroversielle droneprogram, hvor den mest populære model er Predator-dronen. Dronen er lidt mindre end et sportsfly, har propellen monteret bagerst og er lavet i let materiale, der gør, at den kan flyve non-stop i op til 24 timer i 8 km højde.
Dronerne bliver som regel afsendt fra et hangarskib eller en base i nærheden af konfliktområdet, men bliver fjernstyret af dronepiloter, der sidder i en slags skurvognsby i udkanten af Las Vegas! Dronepiloterne bliver øvrigt typisk rekrutteret blandt meget unge mænd, der er enormt dygtige til at spille computerspil.
Hver drone koster ca. 4,5 millioner dollars, hvilket utroligt nok er billigt i forhold til meget andet militært isenkram. For eksempel koster en F-22 jetjager koster ca. 85 gange så meget. Den ”lave” pris og fraværet af menneskelige piloter gør, at dronen kan bruges, hvor den muligvis vil blive skudt ned. Det vil sige til missioner, der kræver, at dronen flyver langsom og lavt over fjendtligt territorium. Predator-dronen har to kameraer (et til om dagen, et til om natten), en radar og en slags laser-pen til at udpege mål.
Dronerne blev oprindeligt udviklet til inspektion og bar ikke våben. De blev første gang brugt i Balkan-krigene i 90’erne, men slog for alvor igennem efter 9/11. Herefter gik der ikke lang tid, før man videreudviklede dronerne til også at bære misiler. Allerede to måneder efter invasionen i Afghanistan havde droner udpeget 525 mål, og dronerne havde dræbt 115 mål efter et år. Droner er hurtigt blevet det amerikanske militærs vigtigste våben mod terror, og i 2011 blev der brugt droner til over 10.000 missioner i Afghanistan. På 330 af dem blev der affyret missiler.
Modsat det amerikanske militær skal CIA ikke redegøre for deres brug af droner. Kilder estimerer dog, at der i Pakistan er brugt droner til angreb på over 400 missioner siden 2004, og her har dronerne dræbt mellem 2400 og 3900 mennesker, hvoraf op imod 200 var børn
Praksis med at sende dræber-robotter på hemmelige missioner i lande, man ikke er i krig med, er naturligvis noget der bekymrer en del organisationer – blandt andre Amnesty International – og nogle mener, det er ulovligt i forhold til international lov. Et af problemerne med at bruge robotter og droner i krig er nemlig, at man udfordrer krigens regler, som de er fastlagt i Geneve-konventionen.
Modsat af hvad man skulle tro, er der faktisk ret klare juridiske spilleregler i krigsførelse, og et af de mest grundlæggende principper er, at man skal kunne spore kommandokæden. Når en soldat slår en anden ihjel, skal det kunne dokumenteres, hvorfra ordren kommer. Hvis man ikke kan det, er det juridisk set sidestillet med mord.
Benytter man en autonom robot, der selv affyrer sit våben mod et barn (eller måske bare affyrer ved en fejl), bliver det pludseligt meget uklart, hvem der har ansvaret. Er det robotproducenten? Er det den soldat, der har tændt robotten, eller er der den en øverstbefalende? Der er formodentlig ingen der har lyst til at tage det ansvar på sig, og derfor opererer USA’s militær med princippet om altid at have a human in the loop i forhold til brug af robotter i militæraktioner. Det vil sige, at der altid skal være en person, der træffer en beslutning om at affyre et våben, så man kan placere ansvaret. Militæret bruger derfor endnu ikke 100 procent autonome robotter i forbindelse med skudveksling. Det princip er dog under pres, da robotterne i mange tilfælde kunne være meget mere effektive, hvis ikke et menneske skulle godkende alle handlinger.
I krig er der også et princip om proportionalitet. Det betyder, at man ikke må svare igen med våben, der er markant mere ødelæggende, end det man selv bliver udsat for. Uanset hvor lidt sympati man har for Taliban, kan man diskutere om det er proportionalt, at en fattig Taliban-kriger med en AK47 bliver beskudt af en højteknologisk drone, der svæver ubemærket flere kilometer over hovedet.
Der er også en række psykologiske konsekvenser ved at bruge robotter i krig. For eksempel bliver det pludselig nemmere at starte en krig, når der ikke er rigtige menneskeliv på spil. I gode gamle dage, for eksempel i 1864, så gik man i krig i bogstavelig forstand. Man tog sin riffel på skulderen og vandrede mod grænsen for at skyde nogle fjender. For overhovedet at kunne gå i krig, krævedes det, at staten mobiliserede en masse mennesker. Og det var dyrt, for de kunne ikke arbejde i marken og betale skat imens. Hvis man kan sende en drone eller en robot, er det pludselig ikke længere så omkostningsfuldt at gå i krig. Derfor hævder kritikere, at barrieren, for hvornår det kan betale sig at bruge våben, har en tendens til at blive mindre, desto mere ubemandet teknologi, man bruger militært.
En anden psykologisk konsekvens er, at fjenden oplever det at blive beskudt af en fjernstyret maskine fra 8 kilometers højde som utroligt fejt. Der er rapporter fra Afghanistan, om at Taliban oplever brugen af droner som et utroligt kryster-agtigt træk hos fjenden, fordi man ikke har mulighed for at se hinanden i øjnene. Det er med til at forstærke opfattelsen af USA som en skruppelløs og nederdrægtig fjende, hvilket ikke just bidrager positivt til genopbygningen af landet.
Sidst, men ikke mindst, skal man ikke glemme, at det på et tidspunk bliver muligt for fjenden at bruge de nye våben mod én selv. Der er ikke meget tvivl om, at det en dag vil lykkedes nogen at udvikle eller hacke en drone, som kan ramme USA selv. Er det lovligt for en Taliban-soldat at slå en drone-pilot, som sidder i den føromtalte skurvognsby i Las Vegas ihjel? Ifølge Geneve-konventionen er drone-piloten faktisk udøvende soldat, og det er fuldt ud lovligt, så længe USA er i krig i Afghanistan.
På den anden side kan brugen af robotter være mere til at mindske en række militære og civile tab. Hvor der er mennesker sker der fejl, og specielt i krigssituationer gør panik, frygt og generel mangel på overblik, at folk mister livet forgæves. Robotter og droner kan være med til at give bedre data til beslutningstagerne og sørge for, at kun de rigtige mål bliver ramt.